§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er MountainBikeKlub Silkeborg, forkortet MTBK-Silkeborg.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Silkeborg Kommune.
§ 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er:
- At fremme og støtte interessen for mountainbike sporten i Silkeborg og omegn.
- At fremme det gode kammeratskab og styrke sammenholdet mellem foreningens medlemmer.
§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Udmeldelse kan ske til enhver dato, men forudbetalt kontingent refunderes ikke.
Stk. 3. Kontingent
- Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent.
- Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår, ved for sen betaling kan klubben opkræve et rykkergebyr.
§ 4. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes i første kvartal
Stk. 1. Indkaldelse.
- Den ordinære generalforsamling indkaldes med mindst 3 ugers varsel via e-mail til alle
klubbens medlemmer. - Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 2. Stemmeret, valg og valgbarhed
- En lovlig indvarslet Generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal af fremmødte medlemmer.
- Der kan stemmes ved personligt fremmøde, samt ved fremsendelse af fuldmagt.
- Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt atten år, og som ikke er i kontingentrestance.
- Beslutninger fremsat på dagsordenen, foruden vedtægtsændringer, træffes ved flertal af afgivne stemmer.
- Skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt mindst én af de fremmødte stemmeberettigede begærer det.
Stk. 3. Dagsordenen
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Behandling af indkomne forslag
- Godkendelse af budget
- Fastsættelse af kontingent
- Valg bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor
- Eventuelt
Stk. 4. Ang. valg til bestyrelsen
- Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år. Der
vælges 3 i lige år og 2 i ulige år. - Der vælges hvert år minimum 2 suppleanter til bestyrelsen. Bestyrelsessuppleanter
vælges for 1 år. - Suppleanterne fordeler selv posterne 1., 2., 3…. suppleant mellem sig. Kan de ikke
blive enige foregår det ved afstemning, hvor den med flest stemmer er 1. suppleant
osv. - Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen i valgperioden, indtræder 1.
suppleanten i stedet, og bestyrelsen fordeler posterne mellem sig på ny. Suppleanten
indtræder i den resterende del af valgperioden for det udtrådte medlem. - Der vælges 1 revisor som vælges for 1 år
- Fulde navne på de valgte indføres i referatet
Stk. 5. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten fører protokol over vedtagne beslutninger. Den underskrives af bestyrelsen og har dermed juridisk gyldighed.
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling
- Kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning herom til formanden. Indkaldelse foregår efter samme regler som generalforsamlingen.
- Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
- For så vidt angår mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 6. Foreningens daglige drift
Stk. 1. Bestyrelsen
- Bestyrelsen konstituerer sig selv ved første møde senest 5 uger efter
generalforsamlingen. - Hvis bestyrelsen ikke kan konstituere sig, skal der udskrives ekstraordinær
generalforsamling. - Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og 3 medlemmer.
- Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret, og inden generalforsamlingen afgiver bestyrelsen driftsregnskab til revision.
Stk. 2 Lån kan ikke optages, og kautionsforpligtelser kan ikke indgås af noget udvalg uden bestyrelsens samtykke.
§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen ligesom foreningens medlemmer ikke kan gøre krav på foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§ 10. Eksklusion
Stk. 1. Et medlem kan ekskluderes fra klubben af bestyrelsen, såfremt vedkommendes opførsel strider mod klubbens vedtægter, eller medlemmet har udvist en uønsket adfærd.
I sager om eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin beslutning.
§ 11. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§ 12. Datering
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 5. juli 2011.
Ændringer:
§ 4 stk 1 og stk 4 samt §6 stk 1 er opdateret på Generalforsamling, marts 2024